KL vælger verdensmål som debatramme for kultur og fritid

Pressemeddelelse fra KL:
Henrik H. Brandt bliver moderator på KL´s Kultur- og fritidskonference i Vejle d. 15.-16. maj 2019. KL’s Kultur- og fritidskonference har i år FN’s verdensmål som overordnet tema. Konferencen stiller spørgsmålet: Hvilken rolle kan kultur- og fritidsområdet spille for at fremme økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed?

Download den oprindelige pressemeddelelse fra KL.

Find informationer og program for KL’s Kultur- og fritidskonference

FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling er rammesættende for debatterne på KL’s Kultur- og fritidskonference i Vejle den 15.-16. maj 2019. Foto: Miriam Espacio, Unsplash.com

FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling er rammesættende for debatterne på KL’s Kultur- og fritidskonference i Vejle den 15.-16. maj 2019. Foto: Miriam Espacio, Unsplash.com

For at sikre en masse gode drøftelser under konferencen og lede os sikkert gennem konferencens program har KL indgået en aftale med journalist og selvstændig konsulent i idræts- og fritidssektoren Henrik H. Brandt, om at være moderator under konferencen.

Om emnet for konferencen udtaler han:

“Hvis man tænker nærmere over det, kan kultur- og fritidsområdet spille en ganske væsentlig rolle på områder som sundhed, formel og uformel uddannelse, inklusion og demokrati. Og så har området stor betydning for at inspirere til den kreativitet og iværksætterkultur, som også er meget vigtig i forhold til verdensmålene".

En spændende legeplads
Konferencen vil have særligt fokus på de verdensmål, som kulturen og fritiden kan bidrage til enten som udviklingsmotor eller som understøttende funktioner. Samtidig vil konferencen kigge på verdensmålenes potentiale som katalysator for nye ambitioner, initiativer og partnerskaber, der går på tværs af politikområder. Kommunerne skal gå foran i forhold til den sociale og miljømæssige bæredygtighed af kommunale institutioner og faciliteter på området. Men derudover mener Henrik H. Brandt også, at netop kultur- og fritidsområdet bør være en spændende legeplads for nye måder at skabe aktiviteter på, ligesom at den bør involvere forskellige befolkningsgrupper, både i fysiske aktiviteter og i samfundslivet generelt.

"Jeg tror faktisk, at konferencen kan skabe spændende refleksion over det forhold, at kultur- og fritidsområdet ikke er så fjernt og betydningsløst i forhold til verdensmålene, som mange måske lige vil tænke i første omgang. Jeg håber, at verdensmålene vil komme til at præge fremtidige beslutninger og initiativer på kultur- og fritidsområdet i højere grad end i dag", slutter Henrik Brandt, som foruden førnævnte titel også er tidligere direktør for Idrættens Analyseinstitut.

Konferencen henvender sig til kommunalpolitikere og ansatte i kommunernes kultur- og fritidsforvaltninger, samt interesseorganisationer og andre aktører med interesse for kultur- og fritidsområdet. Vi ser frem til at møde jer til KL´s Kultur- og fritidskonference d. 15-16 maj 2019 i Vejle, hvor der vil være fokus på vores fælles fremtid gennem nye bæredygtige initiativer!