Dansk idræt trænger til en grundig debat om ledelse og demokrati

Debat: DIF-formand Niels Nygaard, Svømmeunionens direktør Pia Holmen og Play the Games internationale chef Jens Sejer Andersen.

Good governance. Vigtige debatter og overvejelser om en mere tidssvarende organisering af idrætsorganisationer og foreninger trænger sig på såvel i de helt lokale idrætsforeninger som i forbundenes og idrætsorganisationernes top.

Af Henrik H. Brandt, journalist og stifter af Idrættens Konsulenthus

Et seminar med titlen ’Good governance i dansk idræt: hvor gode er vi egentlig?’, lyder måske ikke som den helt store kioskbasker i en tid, hvor ledelses- og proceduresvigt i mangemilliardklassen i landets største pengeinstitut stjæler alle overskrifterne.

Men Idrættens Analyseinstitut (Idan)/Play the Games seminar med netop denne titel trak ikke desto mindre et flot udvalg af topledere fra Danmarks Idrætsforbund (DIF) og danske specialforbund til Fodboldens Hus i Brøndby den 18. september, hvor Dansk Boldspil-Union var vært.

Den store interesse for seminaret med 23 specialforbund repræsenterede blandt de ca. 70 deltagere kan givetvis forklares med, at selv de største skeptikere i forhold til den danske organisation ’Play the Games’ mangeårige vagthundefunktion i idrætten i dag har erkendt, at megen råddenskab og mange store skandaler i de internationale idrætsorganisationer kunne have været undgået, hvis idrætsledere fra demokratiske nationer som Danmark gennem årene havde insisteret mere og klogere på almindelige sunde principper fra god foreningsledelse i idrættens internationale organisationer.

I den senere tid har både DIF, DBU og Idrættens Analyseinstitut på forskellig vis sat grundigt fokus på good governance i idrætten og herigennem erhvervet viden og konkrete redskaber til at skabe en nødvendig og løbende debat om ledelse og demokrati.

Tiden er i høj grad moden til at få sat gang i denne debat i såvel de lokale foreninger som i idrætsorganisationernes forskellige led. Debatten om 'good governance' i idrætten handler ikke kun om at forhindre fremtidige korruptionsskandaler i milliardklassen i FIFA, men i høj grad også om at sikre et mere levende, relevant og moderne foreningsliv herhjemme.

National Sports Governance Observer

På seminaret i Brøndby præsenterede Play the Game redskabet ’National Sports Governance Observer’, som er udarbejdet i et EU-støttet projekt med partnere fra otte lande og særligt tilpasset good governance i nationale idrætsorganisationer og nationale forbund af varierende størrelse.

Redskabet er baseret på international forskning og en omfattende udviklingsproces i et samarbejde mellem førende forskere på området og repræsentanter for idrætten i en række lande.

Selv om et redskab til måling og implementering af good governance måske lyder vel rigeligt af bureaukrati og overarbejde i de sene nattetimer i idrætsforbund med store elementer af frivillighed i de styrende organer, er der både solide rationaler og forklaringer og helt konkrete værktøjer at hente i de 4 dimensioner, 46 principper og 274 konkret målbare indikatorer, som udgør 'National Sports Govenance Observer'. Idan/Play the Game og partnerne har i foråret afprøvet redskabet på udvalgte specialforbund i otte lande, herunder Danmark.

Resultaterne af denne test af good governance i DIF og syv udvalgte danske specialforbund blev offentliggjort på seminaret i Brøndby. Måske havde de talstærkt fremmødte danske idrætsledere lugtet på forhånd, at de ikke stod til hård kritik, men at dansk idræt faktisk klarer sig rigtig pænt i sammenligning med specialforbund i andre lande. Kun norske forbund scorer samlet set bedre end de danske, og de forvaltningsmæssige strukturer i dansk idræt er med afstand sundere end situationen i Tyskland eller syd- eller østeuropæiske lande som Polen, Rumænien og Cypern.

Brug for en reflekteret debat

Alligevel giver de danske resultater klare indikationer af, at også den måde, idrætten forvaltes på i Danmark fra de centrale idrætsorganisationer, til de 62 specialforbund og de 11.000-12.000 lokale idrætsforeninger trænger alvorligt til en reflekteret og vedholdende debat om ’good governance’.

Principperne i good governance lyder måske en anelse støvede og teoretiske, men i praksis og kultur er elementer af good governance bevidst eller ubevidst forankrede i mere end 150 års danske foreningstraditioner.

Ingen kan vel eksempelvis forestille sig et dansk foreningsliv, som ikke på sund og demokratisk vis vælger bestyrelsesmedlemmerne og giver medlemmerne indsigt i de væsentligste dispositioner og beslutninger, lige som foreningslivet almindeligvis har formelle interne procedurer på vigtige områder som eksempelvis tegningsretter, kritisk revision og gennemsigtighed og ordentlighed i referater og valg.

Men samtidig indeholder såvel den moderne good governance-teori som konkret praksis og erfaringer fra andre lande en del af stof til eftertanke for dansk idræt. Det samme gør tilsvarende debatter om good governance i erhvervslivet eller kulturlivet gennem flere år, hvor principper og procedurer om god selskabsledelse og god forvaltningsskik har udviklet og rodfæstet sig gennem de seneste årtier på ryggen af helt konkrete ’skandaler’ og uheldige erfaringer i disse sektorer.

Håndgribelige udfordringer

Debatten i Brøndby og det konkrete redskab ’National Sports Governance Observer’ dokumenterer, at dansk idræt trods pæne overordnede karakterer har en række håndgribelige udfordringer og problemstillinger, som debatter og måleredskaber måske kan skubbe i en positiv og mere dynamisk retning.

For bare at nævne nogle stykker:

Idrættens professionalisering. I takt med, at formænd og bestyrelsesmedlemmer i de store forbund bliver fuldtidsansatte, trænger debatten om tidsbegrænsede bestyrelsesposter og større åbenhed om honorarer og valgprocedurer sig alvorligt på i mange forbund. De centrale organisationer, DIF, DGI og Dansk Firmaidrætsforbund, har eksempelvis hver især blot haft to landsformænd gennem mere end 30 år. Dermed smelter administration og politisk ledelse potentielt tættere sammen end godt er. Eksterne udfordrere får det meget svært og skal i praksis ’opsige’ deres civile stillinger i al offentlighed, hvis de ønsker at udfordre den siddende ledelse. Det er åbenlyst usundt.

Rekruttering og nominering til bestyrelsesposter såvel til lokale foreninger som til specialforbund og lignende sker ofte med et skær af tilfældighed, hvor kandidater måske først dukker op fra højre på selve valgdagen, og hvor der sjældent er en grundig refleksion over de kompetencer og profiler, man måske har brug for i foreningerne.

Brug for nomineringsudvalg?

Til sammenligning er nomineringsudvalg en indgroet del af foreningslivet i Norge og Sverige (i Sverige: valberedning). I danske foreninger vil man måske afvise sådanne udvalg som en risiko for at holde udfordrere fra fadet og dermed som en barriere for fornyelse, men grebet rigtigt an vil nomineringsudvalg - eller lad os kalde dem rekrutteringsudvalg - måske netop kunne medvirke til at sikre, at foreninger eller forbund hele tiden er på udkig efter talenter til vitale poster eller mulige afløsere til 'skrantende' bestyrelsesmedlemmer, uden at den siddende og måske vel sammenspiste bestyrelse får mulighed for at holde eventuelle udfordrere fra fadet.

Ligestilling og diversitet er et andet område, hvor dansk foreningsidræt ikke klarer sig imponerende godt. Man har talt om kønsbalancen i toppen af idrætten gennem årtier, men reelt ikke formået at gøre noget ved det. En ændret kønsbalance eller større mangfoldighed i de beslutningstagende udvalg skal ikke være en 'tick the box øvelse', men kunne faktisk vise sig at være et formidabelt redskab til at tiltrække flere medlemmer og befolkningsgrupper til foreningslivet og til at udfordre og forny indgroede ’logikker’ i mange foreninger. Men vejen derhen vil givetvis gå gennem regler og procedurer, som mange inkarnerede danske foreningsfolk instinktivt vil afvise som udemokratiske?

Man kan bestemt ikke afvise, at formaliserede uafhængige rekrutterings- eller nomineringsudvalg i kombination med tidsbegrænsninger og klare indbyggede forudsætninger om at gå efter større kønsbalance og diversitet i bestyrelserne kunne være en genvej til den fornyelse, som mange lokale foreninger og forbund rutinemæssigt skriger efter på de årlige generalforsamlinger?

Tvivlsom interessentinddragelse

Interessentinddragelse. Endelig kan man argumentere for, at især de store idrætsorganisationer og forbund for tiden træder en noget dobbelttydig vej, hvor de på den ene side strikt fastholder organisationsdemokratiet på medlemsforeningernes hænder, mens de på den anden side oplever og tilstræber et stadigt mere komplekst samspil med eksterne interessenter og samfundsinteresser.

På den ene side har idrætsorganisationerne mere travlt end nogensinde med at påtage sig ansvar for og indflydelse på opgaver, som ligger langt uden for foreningslivets traditionelle sfære. Tag bare regeringsgrundlaget med DIF/DGI-visionen 25-50-75 (Bevæg dig for livet) eller mange af de centrale organisationers løbende udspil, krav og forventninger i forhold til skoler, uddannelse, natur, faciliteter, sundhed, medier, events/turisme og erhverv. Der er ingen grænser for løfter, krav og forventninger i forhold til eksterne interessenter fra idrættens side i disse år…

På den anden side er der ofte ingen synlige veje for de samme eksterne interessenter til at få formel medindflydelse eller konsultationer med idrætsorganisationerne.

Interessentinddragelsen er i stigende grad et ømt punkt i dansk idræt, hvor tildelingen af offentlige midler og politisk bevågenhed er koncentreret på få organisationer som DIF og DGI.

DBU og flere andre større forbund lever samtidig i nærmest kroniske konflikter med interne interessenter som landsholdsspillere og dommere, og man holder sig i flere idrætsgrene med fodbold i spidsen heller ikke tilbage fra at udstikke kostbare krav til faciliteter og anlæg uden forudgående konsultation med de kommuner, som skal bære hovedparten af regningerne.

Her er der faktisk grund til refleksion, såvel i forbundenes demokratiske omgang med interne interessenter som dommere, ledere, trænere, frivillige og foreninger som i forbundenes omgang med eksterne interessenter. 

Nogle specialforbund som DBU og Dansk Atletik Forbund har i de senere år konkret eksperimenteret med komiteer og udvalg med indslag af eksternt udpegede interessenter. Man kan ikke afvise, at et kig mod eksempelvis britiske traditioner med at udpege eksterne medlemmer med særlige kompetencer til visse bestyrelsesposter eller lignende kunne være til inspiration.

Ingen standardløsninger

Lad det være sagt med det samme: Der findes ikke standardløsninger, som passer alle.

Men der findes nu med ’National Sports Governance Observer’ et meget konkret redskab, hvor rationalerne bag de enkelte principper og indikatorer er forklaret på en måde, så redskabet kan animere til konkrete drøftelser i de enkelte foreninger eller forbund.

Der er naturlig langt fra korruptionsskandaler og debat om good governance og reformer i FIFA til procedurer og virkelighed i den lokale danske idrætsforening.

Og så måske alligevel ikke?

Måske er der blot tale om et stort behov for et ’oversættelsesarbejde' af principper og rationaler i good governance, så det passer til alle typer af foreninger, forbund eller organisationer?

Grebet rigtigt an kan større bevidsthed om principperne og rationalerne bag ’good governance’ blive et vigtigt redskab til at skabe fornyelse, refleksion og gøre foreningslivet mere relevant for nye medlemmer, ledere, frivillige og samarbejdspartnere i fremtiden. Lad debatten begynde.

Læs mere

Find temaside om good governance i idrætten og materiale fra seminaret i Brøndby på Play the Games og Idans hjemmesider