DGI's fremtid, del 3: Hvor stærkt er DGI?

DGI er måske ikke så stærk en organisation, som mange forestiller sig, men hvem skal tage debatten? Henrik H. Brandt gør forsøget. Foto: Lars Krabbe

DGI er måske ikke så stærk en organisation, som mange forestiller sig, men hvem skal tage debatten? Henrik H. Brandt gør forsøget. Foto: Lars Krabbe

Er DGI nu den drivkraft for udvikling og nytænkning i dansk idræt, som DGI-ledelsen selv mener? Eller forhindrer en tung struktur med alt for mange midler bundet i ansatte og den fælles dagsorden i visionssamarbejdet med DIF, at DGI reelt indtager rollen som den store fornyer af den danske idrætssektor?

Af Henrik H. Brandt, journalist og selvstændig konsulent i idræts- og fritidssektoren

Hvor stærkt er DGI?

Lad det være sagt med det samme. I internationale idrætssammenhænge er det helt enestående, at man i Danmark i skikkelse af DGI har en parallel organisation, som i forhold til offentlig støtte, er tæt på at være ligestillet med den klassiske olympiske idræt.

I Danmark er ’det olympiske’ organiseret i regi af paraplyorganisationen DIF med 62 specialforbund samt den statslige eliteidrætsorganisation Team Danmark, som skal bringe specialforbundenes talenter og udvalgte hold det sidste stykke mod de internationale topplaceringer.

Man kan med god ret argumentere for, at tilstedeværelsen af en alternativ idrætsorganisation som DGI med et andet, bredere og mere tværgående lokalt idræts- og foreningssyn end de mere ’sportsnørdede’ specialforbund historisk er en del af forklaringen på, at Danmark har et rummeligt og smidigt lokalt foreningsliv, hvor foreningsdeltagelsen ikke kun favner de fleste børn som i vore nabolande, men også en i international sammenhæng meget høj andel af unge og voksne.

Spørgsmålet er så, om det mest er selve det brede ’mindset’ og idrætssyn, som tilstedeværelsen af DGI rent værdimæssigt repræsenterer, der i forhold til de lokale foreninger går godt i spænd med specialforbundenes idrætssyn og dermed forøger den samlede ’kage’ af foreningsidræt. Eller i hvor høj grad den høje foreningsdeltagelse skyldes selve tilstedeværelsen af og serviceydelserne fra den økonomisk ressourcestærke organisation DGI?

Det er svært at besvare spørgsmålet helt præcist. DGI og DIF har store ressourcer, men i praksis spiller kommunerne en langt større økonomisk rolle i den økonomiske understøttelse af de danske idrætsforeninger end idrætsorganisationerne. Kommunerne har samlet set milliardudgifter til faciliteter, lokaletilskud og aktivitetstilskud til foreningslivet med hjemmel og rod i folkeoplysningsloven.

Styrken ved folkeoplysningslovens lokale støttemodel er ikke mindst, at den sikrer, at alle foreninger i princippet kan få lige adgang til ressourcer og faciliteter, hvis de opfylder objektive kriterier og i øvrigt bygger på en reelt eksisterende og betalende basis af medlemmer og aktiviteter. Folkeoplysningsloven sikrer således i princippet mulighed for en konstant udvikling og udskiftning på det lokale foreningsniveau.

Udlodningslovens fordeling er fastlåst

Udlodningsloven er anderledes. Udlodningsloven støtter kun den lokale foreningsidræt indirekte gennem tilskud til DGI, DIF og Firmaidrætten. Fordelingen af midlerne mellem disse organisationer sker helt banalt ved en politisk vedtagelse. Basta! Der er altså ingen objektive kriterier for fordelingsnøglen, som derfor i praksis aldrig ændrer sig i det indbyrdes styrkeforhold mellem organisationerne. Der er heller ingen formel forventning fra statens side til græsrøddernes aktive medspil og engagement i de støttede organisationer eller til den aktivitet, der kommer ud af støtten.

Samtidig er der heller ikke som på det helt lokale niveau en objektiv rute ind på udlodningsloven for nye organisationsdannelser eller aktører, der har en idé om, at de kan gøre det bedre end de eksisterende, eller bare ikke kan se sig selv i selskab med de eksisterende.

Havde DGI’s forgængere fra skytte- og gymnastikbevægelsen i 1800-tallet skyndt sig at stadfæste nutidens princip for tildeling af udlodningsmidler til idrætten, ville DIF og specialforbundene eller Firmaidrætten derfor sagt lidt populært aldrig kunne have kvalificeret sig til statslig støtte, fordi ’DGI’ var der først.

Med andre ord: Det er svært at udfordre den nuværende udlodningslov. Det er en sikker vej til at komme på beløbsmodtagernes sorte liste, hvis man prøver, og samtidig er organisationerne i takt med stigende tildelinger og mange års kultur og tradition for indretningen af den danske idrætssektor efterhånden så stærke, at det også er svært for lovgivere uden detailkendskab til idrætten at forestille sig en anderledes model.

En uheldig sideeffekt af udlodningsloven er, at Kulturministeriet selv og dermed ’sportens ministerium’ ikke selv har nogen nævneværdig styrke hverken økonomisk eller personalemæssigt. Departementet er håbløst overmatchet i antal og ressourcer af idrætsorganisationerne, der derfor sidder tungt på dagsordenen på Christiansborg. Ingen dansk gennemsnitskommune er lige så lavt normeret og lige så passiv og magtesløs på idrætsområdet som Kulturministeriet er på det statslige område.

Tilmed har tilblivelsen af visionen ’Bevæg dig for livet’ effektivt lagt låg på tidligere tiders idrætspolitiske riverier mellem DIF og DGI. De to store står sammen, og de har sågar fået VLAK-regeringen til at skrive Visionen ind i regeringsgrundlaget.

En statssanktioneret karteldannelse

Det er faktisk svært at kalde den nuværende situation, hvor staten har udnævnt DIF/DGI til statens hovedleverandør af idrætsydelser for andet end en statssanktioneret karteldannelse.

For hvad er ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen definitionen på et kartel? Nogle uddrag fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside: 

Et kartel er en ulovlig aftale mellem konkurrerende virksomheder, der begrænser konkurrencen.

Karteller kan blandt andet manifestere sig gennem prisaftaler, tilbudskoordinering og markedsdelingsaftaler.

Konkurrencelovens § 6, stk. 1, som beskrevet i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vejledning om ’Konsortiesamarbejder i forhold til konkurrenceloven’ lyder:

Det er forbudt for virksomheder m.v. at indgå aftaler, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen.

"Helt overordnet gælder, at aftaler mellem virksomheder konkurrenceretligt har til formål at begrænse konkurrencen, når der er tale om aftaler, som objektivt set i kraft af deres karakter (”by object”) er egnede til at begrænse konkurrencen. ”Til formål” knytter sig således til aftalens karakter og ikke til, hvad der måtte være den subjektive hensigt med aftalen. Denne kategori af aftaler omfatter fx aftaler om priser og markedsdeling. Andre former for samarbejde (som ikke ligger i ”til formålskategorien”) skal undergives en vurdering af, om de har konkurrencebegrænsende virkninger for derigennem at fastlægge, om de har til følge at begrænse konkurrencen (”by effect”), jf. afsnit 2.4. Et konsortium er et samarbejde mellem virksomheder, hvor der typisk er tale om, at konsortiedeltagerne går sammen om at udføre en offentlig eller privat opgave. Selve indgåelsen af sådan et konsortium vil kunne begrænse konkurrencen, hvis konsortiedeltagerne er konkurrenter i forhold til opgaven. Det vil de være, hvis de hver for sig selv kan klare den pågældende opgave." 

Således konkurrencelovgivningen. Nu skal jeg nok vare mig for at påstå, at samarbejdet mellem DIF og DGI er et ulovligt kartel. Der er jo en herskende opfattelse også blandt lovgiverne om, at lige netop produktion af idrætsydelser i modsætning til mange andre serviceområder ikke har godt af at være et konkurrenceudsat område. Men man kan sagtens diskutere om DIF/DGI’s idrætspolitiske jerngreb er effektivt, og man kan i høj grad diskutere, om DGI’s tilsyneladende enorme styrke, som er holdt oppe af tildelingen på 280 mio. kr. fra udlodningsmidlerne og den underliggende ’fredsaftale’ med DIF om fordelingsnøglen reelt skjuler, at DGI slet ikke er så stærk, at det gør noget?

Hvor mange medlemmer har DGI?

Hvor mange medlemmer har DGI eksempelvis?

De officielle medlemstal siger næsten 1,6 mio. medlemskaber af næsten 6.400 lokalforeninger. Men kigger man i Centralt ForeningsRegister og DIF-publikationen ’Idrætten i tal’ vil man se, at DGI blot har 302.070 medlemmer og 2.535 foreninger for sig selv. Resten af medlemmerne og foreningerne er også medlem af et af DIF’s specialforbund. DGI har således færre unikke medlemmer end såvel DIF som Firmaidrætten, og målt med de lidt frække briller, er der således tale om den mindste af de tre idrætsorganisationer.

Nu betyder det unikke medlemstal naturligvis mindre, hvis både de foreninger, man deler med DIF, og de foreninger, man har for sig selv, trækker ivrigt på DGI’s serviceydelser.

Om det er tilfældet, kan man ligeledes diskutere.

Tæt relation til hver femte forening

I DGI’s egne kvartalsrapporter, som indtil for et par år siden var offentligt tilgængelige, kunne man eksempelvis i kvartalsrapporten fra november 2015 læse følgende: 

”I perioden fra november 2014 til august 2015 har resultaterne af relationsstyrkemålingen bevæget sig i den forkerte retning. Antallet af grønne foreninger er reduceret med 29, fra 1.342 til 1.313 og i perioden er der netto kommet 20 flere gule (fra 2.147 til 2.167) og fem flere røde (fra 2.761 til 2.766). Samlet er der sket et fald i antal foreninger fra 6.250 medlemsforeninger til 6.246 medlemsforeninger”.

Sagt med andre ord: Kun lige godt hver femte af DGI’s medlemsforeninger bruger organisationen virkelig aktivt i forhold til DGI's interne relationsstyrkemåling, mens omvendt ca. 44 % af foreningerne altså ikke havde mange relationer til DGI, selv om de var medlem.

Det er overordnet set tal som de ovennævnte, der gør det relevant at diskutere om en organisation med fast hånd om 280 mio. kr. af statslige udlodningsmidler og langt over 500 ansatte fungerer effektivt nok?

Behov for debat i DGI

Kunne man forestille sig, at der i en tid med voldsomme forandringer i idrætssektoren og i en situation, hvor hovedparten af det lokale foreningsliv faktisk godt kunne stå selv i kraft af folkeoplysningsloven, medlemmernes engagement og medlemskabet af et af DIF’s specialforbund, kunne være smartere måder at investere DGI’s 280 mio. kr. til udvikling af foreningslivet på?

Kunne man måske ligefrem forestille sig, at DGI og samfundet misser en historisk mulighed for virkelig at skabe forandring og nytænkning i pagt med tiden, hvis man bedøvet og beskyttet af ’Bevæg dig for livet’ og den aktuelt stærke politiske position på Christiansborg undlader at gøre forsøget?

Er det ikke netop styrken ved vores forståelse af det danske demokrati og hele foreningslivet og folkeoplysningen, at man ved egen kraft er i stand til kritisk at vurdere sin virksomhed og tage bestik af ændrede udfordringer og behov i omverdenen?

DGI trænger alvorligt til en sådan øvelse. Men i en situation, hvor man over det seneste årti har udfaset en meget stor del af den frivillige demokratiske basis i organisationen og erstattet den med en hær af ansatte, som har deres daglige udkomme fra organisationen, er det svært at se, hvor den selvkritiske debat i DGI egentlig skal komme fra?

Læs om et par dage fjerde og sidste del af artikelserien ’DGI’s fremtid’. I artiklen ’Skal DGI på en ny mission’, vil jeg lege med nogle tanker om en ny måde at udvikle foreningsliv og idrætssektor på - og hvorfor ikke med DGI i en central rolle?