Visioner for fremtidens Aarhus Idrætspark

Aarhus Idrætspark (Atletion) er langt mere end et ikonisk stadion. Det er hjemsted for nogle af landets førende eliteidrætsmiljøer, for foreningsidræt og for store tilskueroplevelser. Men potentialet for fremtidens Idrætspark i landets næststørste b…

Aarhus Idrætspark (Atletion) er langt mere end et ikonisk stadion. Det er hjemsted for nogle af landets førende eliteidrætsmiljøer, for foreningsidræt og for store tilskueroplevelser. Men potentialet for fremtidens Idrætspark i landets næststørste by er langt større. Foto: Henrik H. Brandt

En række af idrætsaktørerne omkring Aarhus Idrætspark har den 17. april 2021 udsendt en visionsrapport om fremtidens Idrætspark. Rapporten ‘Fremtidens idræts- og aktivitetsmiljøer i Kongelunden’ sammenfatter viden, erfaringer, tendenser og visioner for tidens måske mest ambitiøse danske byudviklingsprojekt med idræt, aktivitet og oplevelser som det bærende og centrale element.

Idrættens Konsulenthus har stået for opgaven med at indsamle og sammenfatte dokumentation, viden, tendenser og indspark til en rapport, som forhåbentlig kan bidrage til at forløse nogle af de meget store potentialer ved fremtidens Idrætspark i Aarhus, som står foran massive investeringer og forandringer i de kommende år.

Download visionsrapporten ‘Fremtidens idræts- og aktivitetsmiljøer i Kongelunden’

Pressemeddelelse fra idrætsaktørerne bag rapporten, 17. april 2021:

I kølvandet på Aarhus Kommunes vedtagelse af ’Vision Kongelunden’ har det nedsatte Kongelundssekretariat iværksat forskellige initiativer med det formål, at indhente og få tilført inspiration og tanker til den videre realisering.

Fonden Eliteidræt Aarhus har sammen med Idrætssamvirket Aarhus, Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og Aarhus Universitet, Sektion for Idræt, derfor udarbejdet en visionsrapport om ’Idræts- og aktivitetsmiljøer i Kongelunden’ som bidrag til det videre arbejde med at realisere kommunens vision.

For Fonden Eliteidræt Aarhus har det været vigtigt, at visionsrapporten ikke kun tager det nære perspektiv, men også omhandler relevante udviklingstrends, herunder inden for idrætten i bred forstand.

”Vision Kongelunden er en historisk mulighed for at flytte Aarhus Idrætspark helt op i førerfeltet som et af landets absolut førende og mest visionære idrætsmiljøer – både på den korte bane, men også akkurat som man gjorde, da man etablerede den oprindelige Idrætspark for 100 år siden.”
Jens Bundgaard, Formand Idrætssamvirket i Aarhus

Visionsrapporten fokuserer således på et tema om at ”skabe en moderne ramme for sport, kultur og erhverv” og derigennem højne oplevelsen for det brede publikum – med andre ord; ’hele Aarhus’ legeplads’.

Området skal udvikles fra et enkeltstående udflugtsmål til at blive en del af den aarhusianske hverdag.

”Idrætsparken skal være med til at tilbyde et attraktivt miljø for de tilstedeværende foreninger og professionelle sportshold, men Idrætsparken skal række langt ud over denne funktion og tilbyde et synligt, attraktivt og innovativt miljø for såvel etablerede idrætsaktører som for fremtidens aktører i idrætssektoren. Ambitionen bør være at skabe et af Danmarks førende epicentre for idrætsudvikling- og innovation.”
Poul Broberg, DIF, Public Affairs

Rapporten skal læses som et samlet bidrag fra disse interessenter til Aarhus Kommune som led i arbejdet med den videre realisering af ’Vision Kongelunden’.

”På vegne af Kongelunden, takker jeg for bidraget ind i processen med at udvikle området. Rapporten kan være med til at opkvalificere arbejdet”
Alvaro Arriagada, Projekt Direktør Kongelunden
 

Se en kort video med præsentation af rapporten og hør, hvad formand for Fonden Eliteidræt Aarhus, Henrik Puggaard, og formand for Idrætssamvirket i Aarhus, Jens Bundgaard, sammen med direktør for Kongelundssekretariatet, Alvaro Arriagada, har at berette om formålet og håbet for rapporten og Kongelunden.

Rapporten kan ligeledes downloades og læses i sin helhed her - god læselyst.