Det første af fire debatmøder mellem kanddidaterne til formandsposten i DGI, Charlotte Bach Thomassen og Mogens Kirkeby, fandt sted i Viborg den 6. september. Til venstre ses ordstyrerne Søren Riiskjær og Stine Bjerre Mortensen.

For blot tredje gang siden stiftelsen i 1992 skal DGI den 3. november vælge ny landsformand. Betyder det kommende markante kursændringer eller blot et skifte til en mere involverende ledelsesstil?

Af Henrik H. Brandt, journalist og stifter af Idrættens Konsulenthus

Valgteknisk set handler kampen om formandsposten i DGI mellem DGI’s nuværende næstformand, Charlotte Bach Thomassen, og DGI’s nuværende hovedbestyrelsesmedlem og formand for International Sport And Culture Association (ISCA), Mogens Kirkeby, om at gøre sig lækker blandt 300 delegerede fra DGI’s 14 landsdelsorganisationer, som i praksis vælger den nye landsformand på årsmødet i Aarhus den 3. november.

Idrætspolitisk bliver det interessante ved valget af en afløser for den karismatiske formand siden 2001, Søren Møller, dog først og fremmest at se, hvordan den kommende formand vil sætte kurs for DGI i en idrætssektor i hastig forandring. Er der markante kursændringer på vej?

Selv om DGI på papiret er en uhyre decentral organisation med 14 landsdelsforeninger som de primære medlemmer og dermed vælgere til posten som landsformand, har historien vist, at landsformanden har endog ganske store rum til at lægge - eller omlægge - den idrætspolitiske kurs for organisationen, der hvert år modtager ca. 280 mio. kr. af udlodningsmidlerne. De er ’flinke’ i landsdelsorganisationerne – og de følger som regel mere eller mindre entusiastisk i kølvandet på de skibe, landsformanden sætter i søen.

Temperaturmåling på DGI

Det første af i alt fire regionale debatmøder med formandskandidaterne frem mod formandsvalget, blev afholdt i Viborg den 6. september. Her var den første anledning til at mærke temperaturen i DGI før det formelle formandsvalg, som det på ingen måder er let at forudsige udfaldet af.

Charlotte Bach Thomassen har en fortid som ansat konsulent i DGI og derefter har hun hentet stor organisatorisk erfaring som direktør i fem år frem til 2018 for Det Danske Spejderkorps. Hun blev efter en grundig proces ’castet’ som formandskandidat efter Søren Møller og hentet ind i hovedbestyrelsen som næstformand i 2017.

“Charlotte Bach Thomassen har en fortid som ansat konsulent i DGI og derefter har hun hentet stor organisatorisk erfaring som direktør i fem år frem til 2018 for Det Danske Spejderkorps. Hun blev efter en grundig proces ’castet’ som formandskandidat efter Søren Møller og hentet ind i hovedbestyrelsen som næstformand i 2017.”

Mogens Kirkeby er i den forbindelse en mere overraskende kandidat som landsformand, fordi han ganske vist sad i hovedbestyrelsen allerede og var hjemmevant i DGI’s organisation, men han var altså umiddelbart ikke den siddende formand, Søren Møllers, foretrukne kandidat. Som formand for ISCA fungerer Mogens Kirkeby i praksis som DGI's udenrigsminister med stor indsigt i andre landes idrætssektorer, og han har i mange sammenhænge formået at være breddeidrættens ganske markante stemme som politisk modvægt til IOC og de internationale specialforbund i idrætspolitiske sammenhænge i eksempelvis EU-regi.

Hvad var der så at hente at klare pejlemærker for den fremtidige kurs i DGI på debatmødet i Viborg?

Kampvalg uden drama

Først og fremmest et billede af kursjusteringer snarere end af revolutioner. Måske også en fornemmelse af en vis metaltræthed i forhold til medlemsengagementet i en organisation, der i Søren Møllers periode er vokset voldsomt rent administrativt og i dag har pænt over 500 ansatte og pæne honorarer til de politiske valgte nøgleposter. Antallet af politisk valgte medlemmer af de forskellige udvalg og antallet af frivillige i organisationens forskellige led er til gengæld skrumpet.

Med små 40 fremmødte til debatmødet, hvoraf en del var ansatte, tyder intet på, at vælgermassen er ved at gå til i spænding eller forventning om forestående revolutionære forandringer som følge af det kommende kampvalg om formandsposten.

Umiddelbart kan landsdelsforeningerne da også sove trygt om natten over formandsvalget. Begge formandskandidater lagde snarere op til at sende flere penge og mere ansvar ud i landsdelsforeningerne end det modsatte.

Nuancerne lå mest i det forhold, at Mogens Kirkeby var villig til rent formelt at øge landsdelenes indflydelse og ansvar i DGI’s beslutningsstruktur mellem årsmøderne, mens Charlotte Bach Thomassen mere lagde op til en generelt styrket dialog med de decentrale led.

Mogens Kirkeby kritiserede ligeledes på en pæn måde en tendens i DGI til, at nye satsninger og aktiviteter primært udvikles på konceptniveau af topledelsen eller de mange ansatte. Mogens Kirkeby så gerne, at organisationen øgede sin kapacitet til at lære af, understøtte og formidle de ideer og tiltag, der hver dag udvikles af de ca. 6.300 lokalforeninger, som er medlem af DGI.

Nuanceforskelle

I forhold til DGI’s primære målgrupper var der ligeledes mest nuanceforskelle at spore.

Ingen af formandskandidaterne lancerede markante store satsninger, som der lå nye penge eller omprioriteringer bag. Mogens Kirkeby var dog villig til at ændre budgetproceduren i DGI med udgangspunkt i aktivitetsporteføljen, hvilket i DGI-kremlologien kan opfattes som en pæn måde at sige på, at der rent faktisk kan ske store økonomiske omprioriteringer med ham som eventuel landsformand.

Charlotte Bach Thomassen lagde retorisk særlig vægt på de unge som en målgruppe, hvor der skal eksperimenteres med organiseringsformer og kommunikation, fordi de unge for tiden udgør en medlemsgruppe, som den traditionelle organiserede idræt med stigende bekymring mister taget i.

Ligeledes var hun optaget af øgede ressourcer til DGI’s strategiske kommunikation til politikere og andre eksterne interessenter. Vejen til at udvikle DGI videre går for den nuværende næstformand i høj grad gennem endnu flere partnerskaber med eksterne samarbejdspartnere fra civilsamfund eller den offentlige sektor.

Mogens Kirkeby lagde særlig vægt på at styrke indsatsen for de målgrupper, som ligger ud over de 1,5 mio. registrerede medlemmer af idrætsforeninger i DGI-regi. ”Flere bagagebærer-cykelløb og flere to kilometer motionsløb” var eksempler på tiltag, som kunne styrke DGI’s samfundssind og målrette aktiviteterne mere mod de inaktive, som har svært ved at forestille sig at klæde om til idræt i dag.

Forholdet til landets anden store idrætsorganisation, DIF var naturligvis også på dagsordenen - som altid i DGI (mens DIF i interne sammenhænge til gengæld sjældent ofrer større opmærksomhed på, hvad DGI foretager sig).

I Leif Mikkelsens formandsperiode havde DGI en ideologisk skarp kant til DIF med vægt på lokale, forpligtende fællesskaber og afstand til eliteidrætten og den rent aktivitetsfokuserede breddeidræt. I Søren Møllers tid er samarbejdet med DIF styrket fra et mislykket forsøg på fusion for 10 år siden til den fælles vision ’Bevæg Dig For Livet’, hvor partnerne har lanceret et styrket samarbejde som vejen til at få flere medlemmer i foreningerne og flere idrætsaktive generelt.

Ressourcemæssigt misforhold

Visionen rykker efter tre år fortsat stort set ikke rent kvantitativt, men politisk er der momentum for visionen, og samtidig er der i DGI stor tilfredshed med et stigende antal formelle ’visionskommuneaftaler’, som i praksis placerer de regionale landsdelskontorer som entreprenører for en række nye lokale idrætsprojekter i samarbejde med kommunale forvaltninger.

Mogens Kirkeby var mest direkte i sin kritik af, at DGI ressourcemæssigt hidtil har lagt betydeligt større beløb i visionssamarbejdet end DIF, og han var ganske klar i mælet omkring samarbejdets afgrænsning: Der er tale om en rent kvantitativ vision, der skal skaffe flere aktive og flere medlemmer, og hvis aftalerne ikke har effekt, eller aftalerne knirker i de forskellige involverede idrætsgrene, skal DGI mere skånselsløst være villig til at lukke ned for mislykkede visionssatsninger og samarbejder med de involverede specialforbund fra DIF og investere pengene i andre visionsprojekter. Desuden mener Mogens Kirkeby helt konkret, at Bevæg Dig For Livet satsningen rent økonomisk er for lille, hvis ambitionen om at gøre 600.000 flere danskere aktive inden 2025 skal være realistisk.

Charlotte Bach Thomassen var ligeledes villig til at lukke ned for visionsprojekter, hvor samarbejdet ikke har effekt i forhold til målsætningerne eller ikke har tilstrækkelig gensidighed. Man fornemmede tydeligt, at der bag den fælles DIF/DGI-samarbejdsfacade har været masser af knaster, eksempelvis i idrætsgrene som fodbold og håndbold, hvor DIF’s specialforbund har stor tradition og ’store egoer’, mens der til gengæld hos DGI kan være en irritation over, at DGI’s samarbejdspartnere på de store visionssatsninger cykling og løb er relativt svage specialforbund fra cykling og atletik. Især har cykelunionen DCU gennem hele visionssamarbejdets levetid på grund af interne vanskeligheder haft mere end svært ved at engagere sig i visionssamarbejdets fokus på flere cyklende motionister.

Alt i alt en aften, hvor begge formandskandidater lagde op til en mere lyttende og mere involverende lederstil end i dag, og hvor begge formandskandidater lagde op til løbende kursjusteringer snarere end de måske mere markante og ofte ’impulsive’ kursændringer i tiden under Søren Møller.

Umiddelbart har Mogens Kirkeby mere kant til det nuværende DGI’s linje og organisering end Charlotte Bach Thomassen. Det er dog kun naturligt, idet sidstnævnte jo netop er castet som en formandskandidat, der kan arbejde videre i de spor, Søren Møller har lagt.

På den måde kan man vel forsigtigt konkludere, at formandsvalget i DGI den 3. november trods de relativt små politiske nuanceforskelle mellem kandidaterne trods alt vil blive afgjort af, hvor stor appetit baglandet har på forandringer i det DGI, Søren Møller har stået i spidsen for siden 2001.

I første omgang og i valgkampsretorikken bliver der mest tale om mindre kursjusteringer, men man kan ikke afvise, at større forandringer alligevel venter forude, når den kommende landsformand først har etableret sig på posten.