Kan dansk fodbold overleve uden landsholdet?

Det gør ondt på de fleste fodboldelskere, at landets sportslige flagskib, herrernes fodboldlandshold, er i opløsning, men landsholdskonflikten kan også være anledning til nytænkning af landsholdenes rolle og fodboldens generelle selvforståelse.

 Af Henrik H. Brandt, stifter af Idrættens Konsulenthus

Hvem er skurken i den eskalerende konflikt mellem DBU og landsholdsspillerne/Spillerforeningen om kommercielle rettigheder og øvrige vilkår for spillerne på herrelandsholdet?

Hvis man kunne udpege skurken helt præcist, havde man nok gjort det for længst og fået sagen lukket på nogle af årets foreløbig 26 forhandlingsmøder, før krisen truede med at skabe en total sportslig og økonomisk nedsmeltning af det landshold, der for få måneder siden repræsenterede Danmark ved VM-slutrunden i Rusland.

Så simpelt er det dog naturligvis ikke.

Skurken er nemlig ’udviklingen’ sådan helt generelt, hvor klubfodboldens største professionelle klubber økonomisk, sportsligt og prestigemæssigt i stigende grad sætter landsholdsfodbolden af på herresiden. Udviklingen betyder, at de bedste spillere også i sig selv er blevet små virksomheder med agenter, medierådgivere og fagforeninger, som også skal ernære sig og have en plads i fodbolden efterhånden temmelig komplekse arkitektur.

Fodbold på topniveau er mere følelser og forretning end forening, og der udspiller sig i disse dage for åbent tæppe et trekantsdrama mellem klubinteresser, spillernes personlige interesser og et dansk fodboldforbund i en kompleks indre spagat mellem foreningsværdier og kold forretning.

Landsholdet har trods kommercialiseringen høj symbolværdi for hele forenings-Danmark, og konflikten går naturligvis ondt på selvforståelsen i ’idræts-Danmark’. Men vejen til at løse konflikten er måske at gå tilbage til et lidt renere snit mellem kommercielle og foreningsinteresser i fodboldsystemet – sådan som man paradoksalt nok også havde det i fodboldens glade amatørdage herhjemme.

Hvad er løsningen så?

Måske er den slet ikke så kompliceret, som det - uden detailkendskab til forhandlingerne og forhandlingsforløbet mellem DBU og spillerne - kan se ud lige nu.

Skru kommercialiseringen tilbage

Måske er løsningen den ’enkle’, at begge parter erkender, at især herrelandsholdet ikke bare sportsligt, men også kommercielt bliver stadigt mere umuligt at indpasse i fodboldens sportslige og økonomiske struktur.

Kommercialiseringen og ’formålet’ med landsholdet skal derfor rulles ’tilbage’ til den tid, hvor landsholdet rent faktisk var noget ganske særligt. Konflikten viser, at landsholdet i fremtiden ikke kan fungere, hvis det bare skal være endnu en ’umættelig aktør’ i fodboldens kommercielle struktur med arbejdsgiveransvar og tiltagende kommerciel udnyttelse af spillerne.

DBU må nok erkende, at man ikke kan få hele pakken, hvor man med foreningshatten i hånden under landsholdssamlingerne nægter at have arbejdsgiveransvar, mens man med forretningshatten på uden for landsholdssamlingerne reducerer spillernes individuelle kommercielle muligheder. Muligvis har DBU allerede nået denne erkendelse, som vel dybest set også gælder landshold i mange andre fodboldnationer. Man må så bare konstatere, at spillere og forbund i Danmark over flere omgange har vist sig ude at stand til at finde en langtidsholdbar balance mellem de forskellige hensyn, og sådan bliver det såmænd nok også i fremtiden, hvis man ikke lægger strategien omkring landsholdet om.

Det var populært sagt ’nemmere’ at være DBU for 50-60 år siden. Dengang var DBU et rent amatørforbund, og hvis datidens stjerner som verdens dengang dyreste spiller, Harald Nielsen, valgte en professionel tilværelse i udlandet, valgte de samtidig landsholdet fra. Den slags tilstande ønsker ingen formentlig at vende tilbage til, selv om det paradoksalt nok kan blive konsekvensen af den aktuelle konflikt.

Hvis konflikten med spillerne omkring de kommercielle rettigheder er uløselig og uundgåelig - også i fremtiden, må man derfor groft sagt tilbage til en situation, hvor DBU accepterer, at landsholdsspillere er kommercielle aktører i sig selv, mens landsholdsspillerne til gengæld accepterer, at landsholdet ikke er en traditionel kommerciel aktør på linje med klubber, agenter og sponsorer.

DBU må måske erkende, at man ikke i samme grad som tidligere kan sælge landsholdsspillere som en del af den kommercielle pakke omkring landsholdet. Man kan udelukkende sælge ’brandet’ DBU og den almindelige og ikke ubetydelige goodwill omkring ’landsholdet’ som en samlet enhed. Slut altså med at sælge landsholdsspillere som sådan. Sådan var holdningen faktisk også hos DBU i gamle dage. Måske var DBU-lederne slet ikke så dumme dengang under OL i London i 1948, hvor man ifølge datidens overleveringer nægtede at spille med rygnumre på landsholdet, fordi de folkekære spillere jo var ”amatører og ikke cirkusheste”…

En sådan omlægning af den kommercielle strategi vil muligvis – i hvert fald på kort sigt – føre til et fald i DBU’s kommercielle indtægter, men det gør måske mindre på bundlinjen, for den anden side af dealen er så den logiske, at spillerne også i højere grad vender tilbage til de ’gode gamle dage’, hvor man primært spillede for æren og sportslige ambitioner på landsholdet.

Lyder det helt urealistisk? Man kan jo kigge på ishockeylandsholdet og spørge, om NHL-spillerne deltog for pengenes skyld under forårets succesfulde VM i København og Herning.

Øget brandingværdi

Naturligvis skal professionelle spillere have ordentlige forsikringsforhold og rimelige sportslige forhold, men spillerne skal måske også erkende, at det gør ondt på deres fans og giver en opfattelse af grådighed hos tilhængerne, når de som ekstremt velbetalte fodboldspillere ryger ud i løn- og arbejdskonflikter med DBU. Krav om kokke, privatfly, hybridbaner og støre behandlerteams afspejler givetvis mange af spillernes virkelighed i deres professionelle klubber, men spillerne må også overveje, hvor langt de skal isolere sig fra den almindelige fodboldvirkelighed i Danmark, som landsholdet alt andet lige repræsenterer, hvis begrebet landshold skal give mening.

Spil for æren – eller bliv hjemme… Så får vi også et landshold, der som samlet brand får en større værdi. Princippet er på mange måder det samme, som man kender fra de olympiske lege. Her er alle deltagere ulønnede og ingen må pleje eller flashe deres egne sponsorinteresser under legene. Deltagerne nyder til gengæld godt af den forøgede personlige brandingværdi, der ligger i en OL-deltagelse.

Jamen, vil en neddrosling af de kommercielle aktiviteter omkring A-landsholdet ikke føre til et kollaps af hele den danske fodboldpyramide, hvor indtægterne fra herrernes landshold i høj grad er med til at betale for de øvrige landshold, talentudvikling og breddeaktiviteter i et forbund med en omsætning på 280 mio.kr. i 2017?

Ikke nødvendigvis. For man kan nemt stille spørgsmål ved regnestykket.

Dels er det begrænset, hvor mange af sponsorindtægterne fra landsholdet, som reelt siver ned gennem fodboldsystemet, dels er DBU gennem centraliseringen af landsholdsrettighederne sikret solide tv-indtægter uanset landsholdets sportslige præstationer, dels er de direkte sammenhænge mellem landshold og resten af fodbolden absolut ikke så entydige, som de måske var engang.

En sammenhængende pyramide?

Tiden siden amatørdagene er én lang march mod øget kommercialisering af fodbolden og ét langt forsøg på at finde en passende balance mellem den romantiske forestilling om fodbolden som en sammenhængende pyramide, hvor den frivillige leders tjans med U6-drengene i Sønder Væmmelse trækker en direkte linje op til ’nationens drenge’, der kæmper for hele Danmark på landsholdet og ’betaler tilbage’ til barndommens land.

Der er noget om sagen. Og så alligevel ikke.

Sandheden er, at fodboldens foreningsbårne politiske struktur gennem årene har haft særdeles vanskeligt med at følge med den udvikling, som kommercielle kræfter og klubhold hele tiden driver fremad.

DBU kan godt lave slogans som ’En del af noget større’ og hylde de frivillige ledere, der knokler uegennyttigt i fodboldens tjeneste, men sandheden er, at DBU i rigtig mange år har været en del af et uappetitligt større internationalt politisk system, hvor toplederne var mere optaget af at rage til sig og opføre sig som rene operettefyrster på ryggen af fodboldens kommercialisering og et utidssvarende monopolsystem.

DBU stod i mange år aldrig først i køen, når misforholdene skulle modarbejdes. Man var i mange år nærmest tavst samtykkende, mens millioner og atter millioner i kommerciel værdi blev skummet ud af fodbolden af de såkaldt ’frivillige ledere’ i toppen af fodboldpyramiden. Så sent som i sidste uge blev en tidligere FIFA-vicepræsident, Juan Angel Napout, idømt ni års fængsel for korruption omkring salget af kommercielle fodboldrettigheder ved en domstol i New York.

UEFA og FIFA-skandalerne har måske ikke direkte noget med DBU at gøre, men man skal ikke glemme, at når topspillerne har brug for stærke fagforeninger som Spillerforeningen, er det fordi, fodbolden og fodboldens politiske organer på mange måder gennem mange år har været politiske og ledelsesmæssige skrotbunker, hvor det har vrimlet med suspekte eksistenser, der under dække af ’foreningstanken’, og fodboldpyramiden har malket millioner af dollars ud af spillerne og fodboldens fascination.

Løsrevet talentudvikling

Når vi hører, at DBU uden indtægterne fra A-landsholdet ikke kan støtte op om talentudvikling og ungdomsfodbold, er der naturligvis noget om snakken på kortere sigt. Men på den anden side er der også her mest tale om en magtkamp, hvor talentarbejdet for tiden i stigende grad glider forbundet og dets politiske ledelse af hænde.

I ungdomsarbejdet og talentarbejdet bliver fodbolden stadig mere separeret mellem ’amatørerne’ i breddefodbolden, som først og fremmest er båret af lyst og engagement hos klubber, ledere og spillere, og den stadigt mere seriøse og semiprofessionelle ’udvikling’ af elitespillere i fødekæden til landshold og professionelle klubhold.

Hvis man kigger nærmere på DBU’s ungdomslandshold hos herrerne fra U16-U19, finder man ikke én spiller, som ikke allerede er tilknyttet de ’professionelle’ talentakademier hos dansk fodbolds absolutte topklubber eller professionelle udenlandske klubber. Landsholdsarbejdets rolle i talentudviklingen er ikke afgørende.

Båndet til den danske foreningsmodel og fodboldpyramide er i dag reelt allerede kappet, senest når topspillerne bliver 14-16 år. Finansieringen og organiseringen af talentudviklingen kunne de professionelle klubber i princippet klare selv.

Det er allerede mange år siden, at der var spor af uegennyttig ’foreningsopdragelse’ i eliteungdomsfodbolden herhjemme. Dansk fodbold glider som andre lande mod et system af kommercielle talentakademier, der løsrevet fra foreningsfodboldens strukturer uddanner spillere til fodbold som erhverv. Det lyder ikke særlig romantisk, men det er sandheden. De mest talentfulde unge spillere er ikke længere foreningsmedlemmer af lyst og engagement, de er investeringsobjekter under erhvervsuddannelse.

Breddefodbolden kan stå alene

Breddefodbolden da, hvad med den? Nyder den ikke godt af landsholdsfodbolden?

Jo, naturligvis. Det er altid fedt at mærke lidt stjernestøv eller at samles omkring landsholdet i klubhusene rundt omkring i landet, men sandheden er faktisk, at breddefodbolden i Danmark reelt sagtens kan klare sig på medlemmernes og foreningernes engagement og frivillighed, som den har gjort i årtier.

DBU’s lokalunioner kan – gerne med lidt hjælp fra udlodningsmidlerne – sagtens finansiere deres egen virksomhed gennem turnerings- og kursusvirksomheden og medlemsforeningernes engagement.

Lokalunionerne er reelt blandt de idrætsorganisationer i Danmark, som er mindst afhængige af offentlig støtte og kommercielle indtægter. På trods heraf er de blandt de organisationer, som har suverænt størst aktivitetsniveau og er i tættest dialog med medlemsforeningerne. Breddefodbolden står og falder derfor på ingen måde med landsholdsfodbolden.

Tværtimod kunne breddefodbolden i mange sammenhænge have befriende godt af at løsrive sig fra de logikker om talentudvikling, ’rettigheder’ for spillerne og licenskrav, som uundgåeligt smitter af fra kommercialiseringen, professionaliseringen og de evindelige magtkampe i toppen af fodboldens pyramide.

En større adskillelse af bredde og elite i dansk fodbold ville sandsynligvis ikke føre til kollaps af fodbolden, men måske i virkeligheden snarere til flere aktive fodboldspillere i alle aldre, fordi breddefodbolden blev mere frigjort af en politisk struktur og en fodboldpyramide, som alligevel er en illusion.