Norsk ulighedsdebat i idrætten - med en elefant i rummet.

Selv om Norge lægger stor vægt på social lighed i samfundet generelt og i foreningsidrætten specifikt, har nye tal om en voldsom social ulighed i foreningsidrætten vakt en vis debat. Mens man ivrigt leder efter forklaringerne på frafald og generelt stigende social ulighed i foreningsidrætten, finder de norske unge i stort tal vej til de kommercielle fitnesscentre.

Urovækkende tal fra den landsdækkende norske Ungdata-undersøgelse om den norske ungdoms liv og trivsel har i de seneste dage vakt en vis opsigt i Norge og fået forskere og ledere i Norges Idrettsforbund til at forsøge at forklare – eller bortforklare – en ganske voldsom og stigende social ulighed  unges deltagelse i foreningsidrætten.

Tallene fra forskningsinstituttet Novas rapport ’Ungdata 2017’, som bygger på repræsentative, landsdækkende tal fra hele 240.700 norske unge i årene 2015-2017, viser, at norske unges deltagelse i foreningsidræt er så lav som 29 procent blandt unge med baggrund i den laveste socioøkonomiske klasse, mens foreningsdeltagelsen er næsten dobbelt så høj hos unge fra de højeste socioøkonomiske lag.

Andel af procent af norske unge (8. klasse til 3. trin på ungdomsuddannelserne), som træner i en idrætsforening mindst en gang om ugen, fordelt på socioøkonomisk status (1 er lavest). Ungdata 2017, Anders Bakken

Andel af procent af norske unge (8. klasse til 3. trin på ungdomsuddannelserne), som træner i en idrætsforening mindst en gang om ugen, fordelt på socioøkonomisk status (1 er lavest). Ungdata 2017, Anders Bakken

Historisk har idrætsbevægelsen i Norge gennemgået en udvikling fra primært at være en foreteelse for velhavende yngre mænd i førkrigstiden til at blive en reel folkebevægelse i det norske velfærdssamfund i nyere tid med stor vægt på børn, unge og voksne af begge køn.

Den officielle norske idrætspolitik lægger stor vægt på lighed, blandt andet med værktøjet ‘ALLEMED’. Det er derfor ikke sært, at Norges idrettsforbund ikke er begejstret for tallene.

”Vore egne tal viser, at vi står stærkere i ungdomsidrætten end nogensinde før. Alligevel ser vi, at forskellene mellem de, som har råd, og de som ikke har godt råd, bliver større. Konfliktsítuationen opstår her. For hvor skal man lægge tilbuddet? Skal man lægge til rette for dem, som har råd til at betale, eller skal man arbejde mod vores vision ’idrettsglede for alle’. Jeg mener helt klart det sidste. Vi må arbejde så godt, vi kan for at holde omkostningerne nede,” siger den fagansvarlige for idrætsforeningerne hos NIF, Mads Andreassen, til NIF’s egen hjemmeside.

Tre hovedforklaringer trækkes frem

Både forskere og andre iagttagere har forklaret de stigende sociale forskelle på børn og unges deltagelse i foreningsidræt i Norge med tre udviklingstræk.

Professor Aase Strandbu fra Norges Idrettshøgskole i Oslo og en række medforfattere peger i artiklen ‘Ungdom, idrett og klasse: Fortid, samtid og fremtid’ fra Norsk Sosiologisk tidsskrift på tre hovedfaktorer:

Stigende omkostninger: Det er ganske dyrt at deltage i idræt på seriøst niveau i Norge, især når ambitionerne tager fat i det idrætsglade land. Udgifter til transport og udstyr er høje i flere af de populære idrætsgrene, og tallene tyder på, at dette kan være direkte ekskluderende for børn og unge for mindre økonomisk stærke familier.

Øget professionalisering: Forskerne finder, at idrætten bliver stadig mere ’seriøs’. Der stilles krav og udvikles på fagområder som medicin, biologi, pædagogik, ledelse og administration og lægges øget vægt på kurser og uddannelse. Spørgsmålet er, ifølge forskerne, hvad denne ’alvorliggøring’ af idrætten indebærer i forhold til de ressourcer, som kræves for at være med?

Krav til forældreindsats: Umiddelbart er det et sundt og demokratisk princip at forvente, at forældre involverer sig i deres børns idræt, men når idrætten bliver mere krævende og nærmest forudsætter en intens ínvolvering fra forældrenes side, er der en risiko for, at foreningsidrætten bedre træffer ’middelklassens forældreskabskultur’ end ’arbejderklassens forældreskabskultur’, som det hedder i artiklen. Med andre ord: Større krav til forældrene kan for nogle børn og unge være ekskluderende i forhold til deltagelsen i foreningslivet.

Ungdata-tallene viser, at hele 93 pct. af norske børn og unge på et tidspunkt af deres opvækst har været i berøring med foreningsidrætten. Men tallene viser også, at ungdommen i den grad dropper ud igen – også med klart lavere foreningsdeltagelse blandt de unge end i Danmark.

Fra 8. klassetrin i folkeskolen til 3. klassetrin på ungdomsuddannelserne er frafaldet fra foreningsidrætten ganske voldsomt, særligt blandt pigerne.

Kilde: Ungdata 2017, Anders Bakken

Kilde: Ungdata 2017, Anders Bakken

Fitnesscentre som elefanten i rummet

Elefanten i rummet i den norske debat er som ofte før den kommercielle fitnessbranche. Det viser sig nemlig, at en stor del af de unge, trods bekymringerne over de økonomiske udfordringer for at være med i foreningslivet og trods det store frafald fra foreningslivet i stort tal finder vej til kommercielle udbydere.

Ungdata 2017, Anders Bakken

Ungdata 2017, Anders Bakken

Den kommercielle idræt spiller med andre ord en større rolle i idrætskulturen blandt de norske unge på ungdomsuddannelserne end foreningsidrætten.

Set udefra burde selve myten om foreningsidrættens evne til at inkludere i langt højere grad end den kommercielle idræt bedømt ud fra tallene være til kraftig debat i Norge.

Men i den norske debat om, hvordan man skaber en mere lige og inkluderende idrætskultur, spiller den kommercielle idræt ingen særlig rolle. Den kommercielle branche var i modsætning til foreningsidrætten ikke repræsenteret i programmet for den nylige Ungdatakonference med hovedtemaet ‘Ungdom, idræt og træning’.

Læs også artiklen ‘Vi er i ferd med å få et klasseskille i idretten’ fra forskning.no