Det skæve Idræts-Danmark, Del 1 af 3. Da regeringen for nylig annoncerede en satsning på 40 mio. kroner for at få flere af idrættens udsatte grupper ind i fællesskaberne, var det i praksis en videreførelse af flere årtiers tilfældig og ineffektiv statslig idrætspolitik i forhold til de målgrupper, som har sværest ved at finde ind i idrætslivet. Det eneste nye under solen, er at DIF og DGI denne gang blåstempler en helt utilstrækkelig statslig indsats.
Foto: Jeremy Perkins, unsplash.com
Læs også Del 2. Fingrene af fadet! Kampen om idrættens sociale ansvar
Læs også Del 3: Det skæve Idræts-Danmark kræver nye tilgange
Pressemeddelelsen fra Kulturministeriet emmede af handlekraft med citater fra hele tre forskellige ministre: Regeringen havde afsat hele 40 mio. kr. fra satspuljen til sociale indsatser på idrætsområdet. Endelig var der taget hånd om den sag…
”Flere borgere skal over de kommende fire år dyrke motion og være aktive i idrætsfælleskaber. Det er regeringens mission. Tre arbejdsgrupper har igennem de sidste måneder undersøgt muligheder for at få flere med. Resultatet er fire nye idrætsinitiativer og en række anbefalinger, der bliver offentliggjort i en rapport i dag, og som bliver bakket op af 35 mio. kr. fra satspuljen,” hed det i Kulturministeriets pressemeddelelse.
De sidste 5 mio. kr. til satsningen følger næste år. Slår man bevillingsperioden 2019-2022 sammen, fremkommer altså beløbet 40 mio. kr. Det lyder jo alt andet lige også mere ambitiøst end de 10 mio. kr. pr. år, der reelt er tale om til det nye initiativ.
Det nye ved pressemeddelelsen var altså ikke så meget nyheden om endnu en tidsbegrænset pulje til bestræbelser på at involvere nye grupper af borgere i idræt og fysisk aktivitet. Den slags pressemeddelelser har skiftende ministre og ministerier sprøjtet ud med jævne mellemrum siden etableringen af de første puljer til ’udvikling, forsøg og omstilling’ i kølvandet på den anden store ’Betænkning om breddeidrætten i Danmark’, som udkom i 1987.
Det nye var snarere, at idrættens hovedorganisationer, DIF og DGI, som historisk har været arge modstandere af forslag om at ’instrumentalisere’ foreningsidrætten til at løfte forskellige sociale opgaver i forhold til særlige målgrupper, denne gang deltog begejstret i koret over pressemeddelelsen:
Mageløs opbakning
”Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. I @DGI_dk vil vi gerne sige tak til @regeringDK og @Kulturmin for en mageløs opbakning” twittede DGI’s politiske spindoktor Freja Brandhøj.
Også DIF’s formand, Niels Nygaard deltog i koret af tilfredse stemmer:
”Tak til @regeringDK og aftaleparter for at sætte handling bag opbakning til DIF og @DGI_dk's Bevæg dig for livet-vision om, at Danmark skal være verdens mest aktive nation,” twittede Niels Nygaard.
Men hvad er der reelt sket i statens indsats for at inkludere flere grupper i idrættens fællesskaber over de seneste to-tre årtier?
Ikke noget særligt for at sige det kort.
“Men hvad er der reelt sket i statens indsats for at inkludere flere grupper i idrættens fællesskaber over de seneste to-tre årtier?
Ikke noget særligt for at sige det kort.”
Bortset fra skolereformens øgede fokus på at få idræt og motion gjort nærværende for alle børn er den statslige indsats i forhold til specifikke målgrupper på idrætsområdet én lang march på stedet.
Dalende puljestørrelse
Porteføljen af småpuljer og målrettede indsatser fra statens side er i de kommende år akkurat så spredt og ufokuseret som altid.
Beløbsstørrelserne på de aktuelle statslige puljer med sociale formål gennem idræt bliver snarere mindre i de kommende år, end den har været på flere tidspunkter gennem de seneste årtier.
Lægger man de aktuelle tal sammen på puljeoversigten (Tabel 1) i Idrættens Analyseinstituts aktuelle analyse ’Idræt for socialt udsatte. Et blik på aktørerne’ fra marts i år, vil man samlet kunne se, at de statslige puljer til forskellige sociale indsatser gennem idræt i 2019 er på under 20 mio. kr., hvis man ikke medregner visse generelle puljer, der også kan ansøges til idræts- eller motionsformål.
Beløbet skal ses i relation til de ca. 860 mio. kr., staten i øvrigt bruger på faste idrætslige formål (eksklusive hestesporten) via udlodningsloven i 2018, og beløbet skal naturligvis ses i relation til de skævheder, som både de aktuelle arbejdsgrupper bag Satspuljeforliget og tidligere tiders kommissioner, undersøgelser og udvalg så tydeligt har dokumenteret.
Beløbet kan ligeledes anskues i det lys, at Breddeidrætsudvalgets rapport ’Idræt for alle’ fra 2008 opgjorde datidens direkte idrætsrelaterede statslige puljer til sociale formål til 58,9 mio. kr. (svarende til 66 mio. kr. i dag). Puljemidlerne til særlige formål på statsligt niveau er altså færre i dag end for 10 år siden.
Store udfordringer
I forhold til omfanget af sociale udfordringer på idrætsområdet og de uindfriede potentialer for at udnytte idrættens kvaliteter i forhold til forskellige målgrupper er alt stort set ved det gamle. Rapporter, betænkninger, evalueringer og kommissionsarbejder har helt tilbage til ’Betænkningen om breddeidræt i Danmark’ fra 1987 gang på gang italesat det skæve idrætsbillede i Danmark.
Forskellene på idrætsdeltagelse i forhold til uddannelsesniveau, indtægtsniveau, tilknytning til arbejdsmarkedet, etnisk oprindelse, diverse fysiske funktionsnedsættelser, mentale lidelser osv. peger kun i én retning: Idræts-Danmark er skævt. Voldsomt skævt, faktisk.
Tabellen nedenfor om kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionisters idrætsdeltagelse fra Idan-rapporten ‘Socialt udsatte i idrætten. Definitioner og eksisterende viden’ er bare et blandt mange eksempler:
Figur fra rapporten ‘Idræt for socialt udsatte. Definitioner og eksisterende viden. Idrættens Analyseinstitut, marts 2018.
En stor forskel fra tidligere årtier til nutidens debat om manglende idrætsdeltagelse eller decideret udsathed i forhold til idræt er dog, at de fleste interessenter på idrætsområdet i dag anerkender idrættens potentiale i forhold til inklusion, generel deltagelse i samfundslivet, mental og psykisk sundhed, forebyggelse osv. Stemmerne imod ’idrættens instrumentalisering’, som i 1990’erne lød kraftigt fra DIF og DGI, er forstummet fra centralt hold i organisationerne.
I 1990’erne kom forskellige ’idrætssvage’ grupper som flygtninge, indvandrere, socialt udsatte, handicappede, sindslidende osv. for alvor på den idrætspolitiske dagsorden. I begyndelsen af 2000-tallet kom også den generelle sundhedspolitiske dagsorden og fokus på fysisk inaktivitet skyllende ind over idrætsdebatten.
Idræt skulle fortsat primært være et dannende forpligtende fællesskab med positive sideffekter på sundhed, integration og medborgerskab, men idræt skulle også i visse tilfælde være et nyttigt og målrettet instrument i forhold til forskellige vigtige samfundsmæssige dagsordener.
Et kludetæppe af aktører
Evidensen for de positive potentialer ved idræt, fællesskaber og fysisk aktivitet i forhold til forskellige sygdomme eller samfundsmæssige udfordringer er ganske stor på de fleste områder.
Erfaringerne med mange af de målrettede indsatser er ligeledes efterhånden omfattende gennem årtiers arbejde med statslige puljer og gennem det forhold, at kommunerne efter kommunalreformen i høj grad har sat fokus på tværsektorielle indsatser gennem idræt med et socialt eller sundhedsmæssigt sigte.
Udfordringen med mange af de sociale indsatser er blot, at forankringen ofte halter, selv om et veritabelt kludetæppe af sociale eller sundhedsorienterede aktører med idræt som redskab for deres indsatser i de senere årtier har meldt sig i det idrætspolitiske landskab. Mange af disse aktører lever fra hånden til munden, jagter puljer og fondsbevillinger og kæmper desperat for at få samme konsoliderede og trygge position i det idrætspolitiske landskab som de store idrætsorganisationer.
Idans kortlægning af idrættens socialt udsatte viser ganske tydeligt, at der i dag er tale om et ganske komplekst landskab, hvor mange forskellige aktører ud fra vidt forskellige udgangspunkter og med forskellige målgrupper har vilje, kompetencer og potentiale til at gøre en indsats.
Der er således ikke tale om, at der ikke sker noget på det sociale område i idrætten. Nærmest tværtimod. Udfordringen er først og fremmest, at finansieringen, koordineringen og innovationen på det område, man samlet kan kalde idrættens sociale potentiale’, slet ikke følger med på det statslige niveau.
Præcis derfor virker det aktuelle ’hold kæft bolsje’ til sociale indsatser gennem idræt fra Satspuljen og regeringens ensidige fokusering på idrætsorganisationerne på det sociale område ekstra bedrøvelig.
Idrætsorganisationerne, især DIF, har gennem årene haft en vis succes og konsistens i forhold til initiativer for specifikke grupper som flygtninge/indvandrere, sindslidende og skadede krigsveteraner, men stort set alle andre andre indsatser falder ned mellem alle stole. For mange af de målrettede sociale aktører på idrætsområdet virker det derfor helt uforståeligt, at regeringen så ensidigt involverer DIF og DGI som entreprenører og samarbejdspartnere under banneret ’Bevæg dig for livet’.
”Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. For når vi bevæger os og dyrker idræt, så får vi det grundlæggende bedre. Det skaber oplevelser og fællesskaber og kan bidrage til bedre sundhed og beskæftigelse. Regeringen deler derfor DIF’s og DGI’s vision ’Bevæg dig for livet’, hvor målsætninger er, at 50 pct. af befolkningen i 2025 skal være medlem af en idrætsforening, og 75 pct. skal være idrætsaktive,” som det gentages i Kulturministeriets pressemeddelelse og de underliggende rapporter fra arbejdsgrupperne.
Organisationerne som sociale entreprenører
Idrætsorganisationerne deltog som de eneste repræsentanter for idrætten i statsminister Lars Løkke Rasmussens såkaldte Marienborg-topmøde i fjor om nye indsatser for idrætten. De samme organisationer, som med ’Bevæg dig for livet’ taler om at tage ansvar for en bredere dagsorden end bare foreningsidrætten, er i virkeligheden snarere eksperter i at holde andre ude, når de store streger skal slås politisk.
Resultatet af topmødet blev nedsættelsen af tre arbejdsgrupper, der skulle se på mulighederne for at styrke den sociale indsats i idrætten på henholdsvis sundheds-, ældre- og beskæftigelsesområdet samt samle op på de initiativer og erfaringer, der kunne forbedre indsatserne og styrke idrætsdeltagelsen. Disse arbejdsgruppers anbefalinger førte til de nye bevillinger på i alt 40 mio. kr. fra Satspuljen i årene 2019-2022 til indsatser for henholdsvis inklusion i lokale fællesskaber gennem idræt, motion og fællesskab på recept og skolenetværk mellem grundskoler og idrætsforeninger.
DIF og DGI er åbenbart så tilfredse med, at deres ’Bevæg dig for livet’ vision er skrevet ind i regeringsgrundlaget som det nye mantra for disse års idrætspolitik, at de vælger at blåstemple en fortsat mangelfuld statslig indsats med begejstrede tweets og pressemeddelelser. Risikoen derved er, at organisationernes hamskifte til sociale entreprenører på idrætsområdet efter årtiers blank afvisning af at fungere som ’socialkontor’ for forskellige idrætslige formål kun kommer til at gøre ondt værre for de mange andre aktører og for innovationen på området.
Idans kortlægning alene på udsatte-området viser ganske godt kompleksiteten og det forhold, at forskellige udfordringer og målgrupper skal angribes fra mange vinkler for at skabe en reelt inkluderende idrætssektor.
Ambitioner om at gøre en større del af befolkningen idrætsaktiv og om at inkludere nye målgrupper i idrættens fællesskaber forudsætter indsatser, der rækker langt ud over idrætsorganisationernes og den traditionelle foreningsidræts kapacitet og normale domæner:
Denne illustration fra rapporten ‘Idræt for socialt udsatte. Et blik på aktørerne’ fra Idrættens Analyseinstitut (2018) viser, hvordan mange forskellige aktører fra forskellige vinkler arbejder med idræt i forhold til målgrupper af socialt udsatte.
Da Kulturministeriet i 2008 senest gjorde et behjertet forsøg på at kortlægge og justere en mere helhedsorienteret idrætspolitik gennem nedsættelse af et såkaldt Breddeidrætsudvalg fik organisationer som Lokale og Anlægsfonden, Dansk Fitness & Helse Organisation, Dansk Skoleidræt samt uvildige forskningsmiljøer i det mindste lov at blande sig i koret sammen med idrætsorganisationerne og dermed kvalificere anbefalingerne.
Set i det lys er det tætte samspil mellem regeringen og idrætsorganisationerne om ’Bevæg dig for livet’ en forbløffende tilbagevenden til en praksis, hvor idrætsorganisationerne med ‘Bevæg dig for livet’ som brækjern til regeringstoppen nærmest alene udlægger synspunkterne i idrætspolitiske indsatser for særlige målgrupper på vegne af idrætten i stedet for at invitere bredt og formulere en sammenhængende strategi og palet af indsatser. Arbejdsgruppernes anbefalinger bærer da også klart præg af, at DIF og DGI’s perspektiv har domineret diskussionerne.
Store overskrifter og små puljer
Arbejdsgruppernes anbefalinger er relativt uforpligtende. Satspuljebevillingen i kølvandet på arbejdsgrupperne er ligeledes ganske beskeden. Effekten på den samlede idrætsdeltagelse vil givetvis blive lige så beskeden, og der er i det hele taget meget langt til den ’mageløse opbakning’, som DGI-spindoktoren så begejstret twittede om, da regeringen offentliggjorde sine nye idrætsinitiativer.
Arbejdsgrupperne er vidt omkring forskellige sociale udfordringer i idrætten, men særligt formuleringerne i den koordinerende arbejdsgruppes rapport om de allermest sociale udsatte i idrætten siger lidt om, hvad det egentlig er for et ambitionsniveau, idrættens såkaldte ministerium, Kulturministeriet, lægger for dagen. Om den såkaldte gråzone på 18 pct. af befolkningen, som har sociale eller helbredsmæssige problemer, men som ikke er blandt de 4 pct. allermest socialt udsatte danskere, hedder det:
”Målgruppen kan ofte med en lettere forebyggende indsats (fx kontingenttilskud, vejledning ift. tilbud og hjælp til transport) hjælpes til idrætsdeltagelse i ”normale” idrætstilbud, og dermed kan man potentielt gøre en forskel for mange individer med færre midler sammenlignet med de socialt udsatte. Gråzonen/risikogruppen er delvis dækket ind gennem de nuværende støttestrukturer til idrætten, dels via udlodningsloven, herunder ’Bevæg dig for livet’, men særligt folkeoplysningsloven og servicelovens § 18, da de personer har mulighed for at indgå i de eksisterende idrætstilbud, om end det kan være meget svært for personer i gråzonen at prioritere idræt. Indsatser for målgruppen har også forholdsvist gode muligheder for at opnå forskellige former for fondsstøtte m.m., da mange opfatter især børn og unge som støtteværdige.”
Sådan det hedder det altså i den koordinerende arbejdsgruppes opsamling, hvor Kulturministeriet i perioden lover at øremærke hele 7,3 mio. kr. af udlodningsmidlerne til idrætsinitiativer for socialt udsatte.
Måske vil det afslutningsvis være på sin plads at citere DGI’s daværende formand Søren Møller, fra DGI’s årsmøde i 2005. Dengang fandt DGI langt fra bevillingerne til forskellige sociale indsatser ’mageløse’. Tværtimod opfordrede man til en sammenhængende statslig politik på området i lyset af, at daværende Kulturminister Brian Mikkelsen nogle år forinden havde kritiseret og nedlagt det såkaldte Idrætspolitiske Idéprogram (IPIP), hvorefter en lang række nye puljer poppede op rundt omkring i ministerierne:
”Vi var enige med ministeren i at tiden var løbet fra store overskrifter og små puljer. Nu var tiden inde til at få erfaringerne og ideerne bragt ud i kommunerne, men så satte regeringen 6-7 nye, mindre puljer i gang. Politikere vil åbenbart have puljer som en del af idrætspolitikken! Når det er tilfældet, foreslår vi, at man oprettet et idrætspolitisk program, der kan sikre sammenhæng og kvalitet i administration af puljerne og formidling af evalueringen,” sagde Søren Møller.
Det var så dengang - i 2005. I dag må man konstatere, at de store overskrifter og de små puljer lever i bedste velgående.
Læs også Del 2. Fingrene af fadet! Kampen om idrættens sociale ansvar
Læs også Del 3: Det skæve Idræts-Danmark kræver nye tilgange
