Bogomtale. Hvorfor pokker udgør motionsløbere i bogstaveligste forstand den største folkebevægelse i Danmark? Man bliver jo en kedelig CEO af det. Eller en glad idiot. Eller måske lidt det hele. Den tidligere eliteløber Peder Troldborgs lille poetiske løbebog giver glimt af de små indforståede detaljer, der gør livet værd at løbe.
Hvor er vi nu? Glimt fra en løbers univers.
Af Peder Troldborg
152 sider
Næsten en tredjedel af landets voksne befolkning løber regelmæssigt, men de er nu langt fra løbere alle sammen. Løber bliver man først, når man ikke kan forestille sig ikke at løbe – og når man i sit stille sind frygter den dag, man ikke længere kan løbe på grund af skader og almindeligt forfald.
Sådan en ægte løber er Peder Troldborg.
Hans lille alternative selvhjælpsbog for motionsløbere på vej gennem livet, kan muligvis være til inspiration for de formentlig ganske mange danskere, der her ved nytårstide går rundt og tænker, at det kunne være fedt, hvis de en dag kunne blive rigtige løbere.
Peder Troldborgs lille løbeskrift ’Hvor er vi nu? Glimt fra en løbers dagbog’ gør dig muligvis hverken hurtigere, klogere eller mere motiveret til alle årets træningsture. Men den kan måske hjælpe flere løbere til at være totalt ligeglade med, hvad de selv og andre tænker - og bare løbe videre, fordi det nu engang føles rigtigt.
Bogen giver pudsige små indsigter i, hvordan man kan skubbe sine grænser på nye måder, når alderen, livsfaserne og de små skavanker begynder at sætte ind.
Pushing limits, 2:23 ~> 5:21
Den selvironiske indledning til en af skriftets små finurlige beretninger hedder: ”Pushing limits, 2:23 ~> 5:21.” Overskriften hentyder til Peder Troldborgs rejse fra at være en af landets bedste eliteløbere i de unge år via årene som en fremragende veteranløber på marathondistancen med 2:23 timer som bedste tid - til den dag, han kom vaklende i mål i en marathontid på 5:21 timer i et mareridt i heden og de mange trapper i Great Wall Marathon på den kinesiske mur. Peder Troldborg har prøvet hele rejsen – og får stadig det bedste ud af det:
”Sollysets refleksion i nogle træers blade flimrede i nuancer af grønt for mine øjne, og jeg fik flakkende syner i en forestilling om grøn stær. En luftstrøm igennem et hul i muren ramte mig på siden. Lucy in the sky with diamonds, jeg nød den lindrende brise og tog en lille pause i pinen. Det jeg var havnet i, var ikke farligt, blot en smerte der skulle overstås, en skærsild, inden himlen ventede mig, Yin & Yang Square,” skriver Peder Troldborg.
De fleste indviede løbere vil vide, at den tur nok var en hård dag på kontoret for den poetisk anlagte vestjyske løber – men også en dag, hvor turen i løbesko indeholdt mange af de samme dragende kvaliteter, oplevelser og udfordringer, som Peder Troldborg oplevede i sine langt yngre dage i 1980’erne og 1990’erne, da han var en af Danmarks absolut hurtigste løbere på forhindringsdistancen og atletikkens mellem/langdistancer.
Peder Troldborgs skrift er ingen egentlig løbebog. Det er heller ingen træningsdagbog eller en selvbiografi fra en tidligere eliteatlet. Det er bare sådan en slags ophobning af de ofte lidt indforståede, flyvske og af og til originale tanker, løbere gør sig på løbeturene. En erindring om alle de oplevelser, tanker og originaler i løbefelterne, Peder Troldborg har passeret gennem et langt løberliv over snart fire årtier.
Anmelderen har selv været med i miljøet i nogle af Troldborgs bedste løbende epoker. Det gør nok ikke bogen mindre nærværende, at man selv har oplevet en del af persongalleriet i Troldborgs bog lidt længere nede i felterne end den rappe vestjyde. Måske er det ligefrem en forudsætning for at få fornøjelse af bogen?
Definitionen på en løber
Men der er nu noget almengyldigt over Troldborgs oplevelser og tanker i løbesko. Noget, man kan nikke indforstået af, hvis man lever op til Peder Troldborgs helt præcise definition på en ægte løber, som han har snuppet fra en af 1980’enes andre store danske løbekoryfæer, Ole Hansen. Frit gengivet:
”Jeg faldt i skoven, men det gjorde ikke noget, for jeg nåede at stoppe uret, inden jeg ramte jorden!”
Eller hvad med det lille digt ’Problemløbning’:
“Jeg løber min vej!
Jeg har brug for at komme på afstand af tingene og samle tankerne. Se tingene i et andet lys, fra en anden vinkel, med andre øjne og en anden puls!
Jeg husker ikke præcis min løbetur, men da jeg kommer hjem igen, føler jeg, at jeg har distanceret mig.
Ting og tanker er forbrændt og ved nærmere eftertanke, er jeg kommer frem til, at problemet alligevel ikke er helt uoverskueligt.”
Hvilken løber har ikke været nødt til at tjekke løberuten bagefter på ’Endomondoen’ for lige at se, hvor man egentlig løb henne. Tog man virkelig den fulde rute på dagens løbetur? Man var nemlig så opslugt af tanker, at man helt glemte, hvor man løb:
Hvis der er noget, Peder Troldborg har lært af livets mange løbeture, er det at være sig selv, at være en glad idiot, som han selv siger. Han har både oplevet de personlige rekorder og aldringen og det langsomme fysiske forfald. Men der er kvaliteter i det hele, som han da også når frem til i en lille refleksion over løbeture på en ferie i Rom. Det evige løb:
”Løb har lært mig tålmodighed. Det er kommet med alderen i takt med, at hastigheden er faldet. Løbende er der kommet opfindsomhed og tilpsningsevne. Stagnation og tilbagegang er nemlig ingen undskyldning for at miste motivationen, men blot en god anledning til at finde nye veje, og mit løb har således udviklet sig fra noget absolut, noget endeligt, som skulle overstås hurtigst muligt, en 5000 meter på tid, til noget mere uendeligt, hvor målet er tabt af syne og nuet varer evigt. Og jeg tænker, at så længe, jeg er i bevægelse og blodet løber i mine årer, er jeg vel i løb!”
Teksterne bærer præg af en løbers mange pludselige indfald, oplevelser og småeuforiske og ofte lidt indforståede tankebaner på nogle af livets uendeligt mange løbeture.
Man kan ikke helt følge dem alle sammen, hvis man ikke selv var med på turen. Men naturligvis kan man bruge bogen som inspiration til at skrive sin egen lille løbehistorie. Til at blive løber af identitet. Også hvis turen først starter nu – med et nytårsforsæt om at komme i lidt bedre form.
Det er ikke lige elegant det hele. Men det hele indgår i en løbers bagage af erfaringer. Peder Troldborg på vej på sit livs værste marathon på den kinesiske mur. Illustration fra bogen.
Der findes ingen bedre slankepille eller lykkepille end løb, hvis man ellers kommer over de første pinefulde stadier i løbekarrieren.
Den første skinnebensbetændelse eller det smertende sidestik, som gennem årene har kostet langt de fleste nybegyndere løbekarrieren. Sjovt nok oplever man nærmest aldrig disse fænomener, når man først er blevet en mere tilvænnet løber.
Den første 5 kilometer, det første halvmarathon, den første personlige rekord under de 20 minutter osv.
Den første tur, hvor man helt glemte, at det var hårdt, fordi det dybest set ikke længere var hårdt…
En dag var man bare blevet løber med al den kapital, det giver af kropslig selvindsigt og fysisk kapacitet.
Man bliver ikke løber sådan fra dag ét. Det er problemet:
Ifølge ‘Danskernes motions- og sportsvaner 2016’ løber hele 29 procent af den voksne danske befolkning regelmæssigt, men mange bryder sig nok ikke synderligt om det. Det er jo hårdt af og til. Og hvis man lytter til de 71 procent af befolkningen, som åbenbart ikke løber regelmæssigt, er det sandelig også en aktivitet uden mange kvaliteter, man som løber har kastet sig over.
Løbets kvaliteter. Findes de?
Der findes efterhånden snesevis af forskningsrapporter, som kan lære os, at eksempelvis motionsfodbold og andre holdspil er både sundere, mere effektivt, sjovere og mere socialt end løberiet. Alligevel er det løb og ikke boldspil, de fleste tyer til og holder vedlige og ofte får livslange venskaber ud af.
Hvorfor mon? Er der alligevel nogle kvaliteter, som forskerne ikke kan finde ud af at måle, men som folk som Peder Troldborg har en helt anderledes forfinet sans for?
Mange forsøger sig med løb og kommer aldrig ud over det tidlige stade i løbekarrieren, hvor det først og fremmest er ”angsten for hjertelægen”, der driver motoren, som idrætsfilosoffen Claus Bøje ville påstå.
Claus Bøje er chefideologen bag Lokale og Anlægsfondens tilbliven og dens søgen efter særlige kvaliteter i idrætten. I Bøjes univers er løb en af de laveste bevægelsesformer, dybest set udtryk for en motorisk falliterklæring. Løb overgås langt af boldspil, dans eller andre mere sanselige eller motorisk krævende idrætsaktiviteter.
Claus Bøje ville nok aldrig indrømme det selv, hvis han en dag holdt af at løbe. Han oversatte i anledning af det nylige landsdækkende motionsarrangement, Royal Run, franskmanden Jean Baudrillards digt om motionsløberen:
“De ser intet og løber som forrykte
i kraft af en slags lymfatisk selvpiskning
indtil den udmattelse indtræder
som offerhandlingen kræver
Tegnet fra den anden side af graven”
Så er tonen slået an.
Måske er der noget om snakken, for løberiet har jo ganske rigtigt over de seneste årtier udviklet sig fra at være en sportslig udfordring for en lille sekt af atletikfolk til at være et personligt selvrealiseringsprojekt og sundhedstrip for masserne.
Løbebevægelsens udvikling
Peder Troldborgs lille løbebog illustrerer med ham selv som aktør i alle epokerne løbebevægelsens udvikling fra en ’sportsgren’ i 1970’erne og 1980’erne, hvor løb også herhjemme var en sportsgren med et ganske stort miljø af mere eller mindre småoriginale eliteløbere, til i dag, hvor løbebevægelsen er langt større end for 20-30 år siden, men hvor elitefelterne er langt smallere.
Troldborg kom ind i løbesporten på et tidspunkt, da der var begyndende accept af motionsbølgen over det ganske land – men samtidig også en stor bredde og ganske meget opmærksomhed og prestige forbundet med de største løb og de bedste langdistanceløbere med Henrik Jørgensen, Dorthe Rasmussen og Allan Zachariassen som nogle de mest kendte.
Peder Troldborg er især vild med Henrik Jørgensen, der vandt London Marathon i 1985 og fortsat besidder den danske rekord på marathondistancen:
”Hvem legaliserede løb som livstil? For mig var det først og fremmest Henrik Jørgensen. Ikke blot var han den første, som rent faktisk kunne leve af at løbe. Hans resultater taler for sig selv, men det var også hans personlighed og stil, der gjorde det. Der var noget indianeragtigt over ham. Ensomme Ulv, der løber og løber. Enspænderen der følger sin egen intuition og er ligeglad med, hvad andre tænker…”
Udviklingen fra smal elitesport til en folkebevægelse af individuelle selvrealiseringsprojekter illustreres meget godt af Dansk Atletik Forbunds bestræbelser på at konvertere det kommende VM-arrangement i cross country i Aarhus den 30. marts fra en ypperlig sportskonkurrence til en folkefest med vikinger, øltelt og spektakulær rute på taget af Moesgaard Museum.
Selv om Danmark er et af verdens førende løbelande målt på kvantitet, er det altså alligevel nødvendigt at lokke med særlige virkemidler og bruge mange kræfter på at forklare den brede befolkning, at et VM i cross country nok er den atletikkonkurrence i verden, der samler den fineste flok af verdens bedste mellem- og langdistanceløbere i samme felt, og som det følgelig er sværest at vinde.
Hvis det handlede om VM i cykelcross, Tour de France eller VM i fodbold, ville vi danskere instinktivt vide, at atleterne her var noget særligt og fortjente vores hyldest og respekt. Når verdens bedste løbere kommer til byen, er det lidt noget andet… Vi går dybest set mere op i vores egen tid.
Avantgarden slår tilbage
Løbets moderne status som hvermandseje har fået den forventelige sideeffekt, at avantgarden nødvendigvis må slå tilbage og pille løberiet ned.
Når alle og enhver pludselig løber marathon, eller dyrker ironman, er det ikke længere noget særligt. Det er snarere latterligt selvoptaget som bidende beskrevet af Berlingskes kultur- og livstilsredaktør Anne Sophia Hermansen i en klumme om nytårsforsætter omkring nytår:
”Er du en CEO-mand, er det din pligt at blive lidt mere spændende at høre på, og det bliver du ikke af ironman. Tværtimod. Slut fred med, at du ikke har en krop som en græsk gud, kræng lycraen af dig og tag i Det Kongelige Teater,”
Eller som for nylig beskrevet i Finans-kommentatoren Anders Heide Mortensens latterliggørelse af de samme ‘‘konturløse’’ og veltrænede topledere i en klumme i Finans under overskriften ”Hvis du vil have lidt kant, topleder, så begynd med dine løbesko: Ud med dem.”
”Mens mor og far løber på villavejene, sidder junior hjemme i teenageværelset og sælger en bane kokain til en ven. Med en usynlig seddel hæftet på: ”Er der ikke et voksent menneske, der vil træde i karakter, please? Smide løbeskoene og sætte skel mellem rigtigt og forkert? For jeg er 17 år og har mistet orienteringen. Løb endelig videre, topledere. Men husk, at I gerne skulle være rollemodeller. Jo mere kant I har, og jo mindre I fremstår som omvandrende sodavandsdiskoteker, jo mere kan unge med fejl og tvivl spejle sig i jer,” skrev Anders Heide Mortensen blandt andet.
Lad os nu bare antage, at Anders Heide Mortensen, Anna Sophia Hermansen og Claus Bøje har nogle pointer. Løb er virkelig ikke noget særligt. Der findes muligvis andre aktiviteter med større kvaliteter og højere æstetik…
Det er her, Peder Troldborgs lille bog kommer til sin ret.
For han er så inderligt ligeglad. Han er jo løber. Derfor ved inderst inde bedst. Løb er fedt og givende – hele livet igennem. Derfor skal man bare blive ved.
Peder Troldborg, der også altid har holdt fast i sin brede vestjyske dialekt, om han så boede i Holstebro, København eller Aarhus undervejs i karrieren, er ligeglad med avantgardens argumenter.
Det er det fede ved ham. Han er bare en glad idiot, som han skriver i bogen. En ægte løber – med al den indforståede selvtillid, det nu giver. Så længe, man er i løb, går det næppe helt galt.
Folk, der har prøvet nogle af de oplevelser, sejre og nederlag, Peder Troldborg beskriver i sit lille skrift, vil vide, hvad han taler om: De er de rigtige løbere. Altså dem, der når at stoppe uret, inden de rammer jorden, hvis de snubler i skoven. Dem, der aldrig stopper med at løbe – uanset, hvad uret og kilometertiderne efterhånden måtte vise af bedrøvelige realiteter.
Rigtige løbere bliver ved, uanset om løbebevægelsen en dag skulle gå lidt af mode igen og blive en lille nørdet kult, som den jo har været tidligere.
Løb har bare nogle kvaliteter, som Troldborgs lille finurlige skrift er med til at trække frem i lyset i brudstykker.
Held og lykke med nytårsforsættet. God løbetur. Uanset tempoet.
Og skulle du under et maratonløb få brug for at skide i en motorvejsrabat i Hong Kong og tørre dig bagi med en efterladt arbejdshandske, eller kommer du i al din hverdagsdistraktion til at løbe med cykelhjelmen på, vil du med Peder Troldborgs skrift i hånden vide, at det måske nok vil være en smule pinligt og kikset og slet ikke spor avantgarde. Men du vil ikke være den første, der har optrådt lidt kikset i løbesko.
Og rigtige løbere er heldigvis også ligeglade.
